Jesper Trier Gissel om Harold Guskin

Da jeg i sin tid startede med filmskuespil på Nørgaards, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke følte mig tilpas med de gængse tilgange til skuespillertræning. Jeg begyndte derfor at lede efter alternativer, og da jeg faldt over Harold Guskins bog “How to Stop Acting”, var jeg helt sikker på, at jeg havde fundet en tilgang, som var helt rigtig for mig. Bogen indeholder i virkeligheden meget få decideret arbejdsmetoder og ingen øvelser, men den præsenterede en tilgang som på en gang er legende kreativ og dybt kompromisløs.

Jeg har derfor siden arbejdet på at tilpasse Guskins filosofi til min klasseundervisning, hvilket ikke er helt let, da han i bund og grund er modstander af alt, der kan kaldes metode og redskaber. Men jeg havde den kæmpe oplevelse at præsentere mit arbejde for Guskin selv i hans lejlighed New York i januar 2013 og kan nu ikke uden en hvis stolthed sige, at han endte vores to gange to timers seancer med at sige “It’s a good thing you’re doing” og give mig muligheden for at henvise mine dygtigste elever til ham.

Hvem er han?
Men hvem er han så, denne mand som næsten ingen kender, og som jeg alligevel uden forbehold basere al min undervisning og forståelse af mit fag på?

Harold Guskin har siden starten af 70’erne har trænet folk som Michelle Pfeiffer, Michael J. Fox, Jean Reno, Demi Moore, Liam Neeson, Andie MacDowell og Peter Fonda, og disse navne blot er et udpluk af den liste (som også bare var et udpluk), som The New Yorker valgte til en artikel om Guskin i 1995. Men alligevel er det nærmest umuligt at opdrive noget om manden nogen steder. Der er intet af den gængse litteratur, som nævner ham (så vidt jeg har set), og selv en søgning på internettet giver kun referencer til hans bog og frustrerede skuespillere, der prøver at komme i kontakt med ham.

New Yorks bedst bevarede hemmelighed
Selv kalder han sig “New Yorks bedst bevarede hemmelighed” og gemmer sig ganske bevidst bag en mur af andre betroede undervisere og agenter, som man skal igennem for at lande en aftale med ham. Han har grundet sit ry aldrig manglet arbejde og har derfor kunnet vælge sine elever og løbende suppleret sin undervisning ved at instruere.

Guskin starter med at undervise i skuespil i 1968, og det er faktisk Kevin Kline, som får sat ham i gang i forbindelse med en teatertrup for studerende ved Indiana University. Dette bliver et vendepunkt for Guskin, som på dette tidspunkt er ved at uddanne sig til klassisk trombonist. I 70’erne får han rigtig godt hul igennem til New Yorks teaterverden, hvor han bliver meget efterspurgt som skuespiller. Men Guskin vælger efter nogen tid helt at dedikere sig til undervisning, da han mener, at han kan gøre mere for teateret ved at undervise, end ved selv at optræde.

Guskin studerer løbende alle de store systemer som Stanislavskij, Meisner, Strasburg, Grotowsky, Tjekhov, osv., men vender hele tiden tilbage til sit udgangspunkt; nemlig at systemer kun er med til at holde skuespilleren fast i en tryghed og metode, som i bund og grund bare vil begrænse og hæmme hans kontakt til sin egen kreativitet. For Guskin ligger skuespillets væsen i den dybt personlige kontakt mellem teksten og skuespilleren.

Skuespilleren skal give sig god tid til langsomt at optage teksten uden at bekymre sig om at analysere hverken den eller sin karakter, så ordene har fri mulighed til at arbejde i skuespilleren. På den måde kan skuespilleren hele tiden holde sig fri til at reagere umiddelbart og rent impulsivt med teksten i sig og således både holde helt fast i sig selv og samtidig lade alle muligheder stå åbne for, hvad der kan ske. Eller, som han selv udtrykker det efter ca. 55 år i branchen: ‘It’s just fucking around. That’s all there is’.

Grundlæggende for Guskins arbejde er en bestemt metode til at optage tekst, som han beskriver i sin bog, men som først rigtig forstås, når man har siddet overfor ham. Han underviser altid fra sin egen stue i West Village på Manhattan, og man bliver bare bedt om at tage plads i en af to gamle stole eller en sofa, og så arbejder man ellers med Guskin siddende overfor. Det er uhyre sjældent at hans elever overhovedet kommer til at bevæge sig, og der er under ingen omstændigheder plads til klassiske kropsøvelser eller opvarmning.

Som underviser er han knivskarp og hudløst ærlig (“I simply can’t lie to people. Sometimes I’ll yell: ‘Stop! It’s horrible!'”). Han arbejder intenst på at få det ud af eleven, han vil have, og når han så får det, så er man heller ikke i tvivl. Min egen oplevelse var, at mine ben simpelthen begyndte at dirre, når jeg ramte rigtigt, og jeg kunne mærke fornemmelse brede sig, når jeg arbejdede rigtig. Oplevelsen har givet mig en helt ny forståelse for hans arbejde og er uden tvivl det mest væsentlige, der er sket for min undervisning siden jeg læste hans bog første gang.

Han har en helt unik fornemmelse for den personlige coaching, og man forstår hurtigt, at det han kan hænger uløseligt sammen med en sublim fornemmelse for skuespilleren og et knivskarpt intellekt.

Derfor var han også decideret skeptisk, da jeg fortalte, at jeg havde arbejdet på at lave klasseundervisning ud af hans principper (‘I don’t think that’s possible. I wouldn’t even try that myself’). Men det lykkedes mig heldigvis, at få ham overbevist om, at jeg havde fanget hans grundlæggende budskab og omsat det til øvelser og forløb herhjemme i lille Bjerringbro.

Spørg os 24/7..!

Vi er her næsten hele tiden, så spørg her og vi vender tilbage til dig snarest.