Dagligdagen på Musik

Når ugen startes op, sker det oftest med såkaldt “my music”, hvor elever og lærere på skift introducerer de andre til et stykke musik, som de har et særligt forhold til. På den måde udvides alles musikalske horisonter. Herefter præsenteres det eller de numre der skal arbejdes med, og baggrunden for valget af netop de numre. Det kan være at der skal arbejdes særlig meget med at få storetrommen og bassen til at ligge sammen, måske skal keyboardspilleren lære at spille clavinet, eller guitaristerne skal spille en solo, hvor vi skal have styr på hvilke skalaer der egner sig til det.

I sammenspils-situationerne tager vi udgangspunkt i både pop, rock og indie. Finder nogle numre som vi gerne vil bearbejde, reharmonisere og omarrangere, så vi får lavet vores helt egne udgaver, som naturligvis har langt mere substans end originalen!

I løbet af din tid på NH skal vi spille en række koncerter, både her på skolen og udenbys. De er plottet ind i kalenderen allerede når du starter dit ophold. Op til hver koncert, er der en række øvegange, hvor man arbejder specifikt i det band man er blevet sat sammen med på skolen, udfra hvad man spiller på.

Nogle af ugerne laver vi Storband, hvor vi slår bands’ene sammen, og laver projekter i en af skolens større sale, på toppen af vores klatretårn, på scenen i elevernes café/bar “Café Farmor”, eller under gulvet i multisalen..

Vi kommer også til at arbejde med forskellige forløb både i vores bands, og på tværs af bands’ene, hvor vi skal lave sangskrivning, have instrument- og sangundervisning, lave indspilninger, prøve kræfter med jazz, salsa, børnemusik og meget meget mere.

Derudover så skal vi også ud og høre koncerter, og have besøg af udøvende professionelle musikere her på skolen.

Spørg os 24/7..!

Vi er her næsten hele tiden, så spørg her og vi vender tilbage til dig snarest.