Skuespil

Efter en dags workshop er det pludselig din tur til at spille foran en af landets dygtigste castere. Du ved, at det bedste du kan gøre er bare at slappe af og have det sjovt, kaste dig ud i det og lade situationen rive dig med. Et kort sekund føles det som du er slået tilbage til nul, da presset melder sig. Men så starter scenen og med det samme mærker du, hvordan din træning gennem de sidste mange uger sætter sig igennem, og du kaster dig ud i det på en gang fri og opslugt. Med et bliver der sagt ‘tak’, og du havde slet ikke fanget, at scenen var færdig.

Skuespil
Går du rundt med en skuespillerdrøm? Eller har du bare lyst til at prøve at spille The Last of Us, fjollede sketches, Ibsen, Breaking Bad eller Skam mens du går på højskole? Så er skuespil for dig.

Tanker bag faget
Vi træner dig i kunsten at spille intuitivt skuespil, hvilket er både spændende og virkelig udfordrende. I skal lære at slippe fantasien løs, for det er her spillet kan blive uforudsigeligt, skævt, fængslende, individuelt og spændende! Og uanset om du har ambitioner eller bare vil prøve det af, bliver det, du laver, taget seriøst. Vi sætter barren højt og forventer, at du kommer med god energi og mod på at udfordre dig selv. Ellers er det ikke sjovt, og så bliver det aldrig godt!

Linjen har eksisteret siden 2007 og har siden udviklet sig gennem samarbejder med coaches fra New York (bl.a. den meget anerkendte, Harold Guskin) og castere, instruktører, producenter og undervisere fra den danske branche. Disse har også bidraget til bogen om skuespil, The Generous Actor, som vores linjeansvarlige udgav i 2015.

Hvad skal vi lave?
Undervisningen er meget anderledes end den, man typisk oplever til dramaundervisning. Vi har ikke delt faget op i de klassiske kasser med stemmetræning, kropsbevidsthed, manuskript-analyse osv.. I stedet lader vi alle den slags elementer være underordnede det, som det hele handler om – nemlig at spille skuespil. I får først et grundforløb, som lærer jer, hvad der er nødvendigt for at skuespil virker. Det handler om frihed, intuition og kreativitet, og det bliver kun ekstra sjovt af, at I får lov til at prøve kræfter med en masse scener fra forskellige genrer. Der er nemlig stor forskel på, hvordan grundprincipperne folder sig ud, alt efter om det er f.ek. drama, comedy, action eller gys.

Hvad kræver det af forudsætninger?
Undervisningen er dybt ambitiøs, men en af fagets store styrker er faktisk mødet mellem de meget målrettede elever og de, som bare er der for at prøve sig selv af. De kan nemlig lære RIGTIG meget af hinanden! Og så er grundpræmissen, at det bliver kun godt, hvis man har det sjovt, mens man arbejder (og det skal man tage alvorligt!).

En del går også videre på div. skuespillerskoler herhjemme og i udlandet eller vælger at hygge sig med noget reklamearbejde, kortfilm eller teater. Og så er der dem, som bare er her for oplevelsens skyld og generelt bare gerne vil lære en masse om sig selv og sin personlige fremtræden og selvopfattelse, så de har det med i bagagen til deres fremtidige studier og karrierer.

Vi er stolte af, at flere af vores tidligere elever har fundet vej til de danske skærme og biograflærreder. Heriblandt Robertpris-vinderne Julie & Jesper bl.a. kendt fra deres biograffilm “Elsker Dig for Tiden” og serien “29”. Lukas Løkken, bl.a. kendt fra Netflix-serien “The Rain”. Og Claes Quaade, som blandt meget andet, har været nomineret til en Robert for sin rolle i sit com’en “Sjit Happens”.


Linje-ansvarlig: Jesper Trier Gissel
E-mail: jesper@nrgaard.dk

Mangler du svar på noget?

Vi er her næsten 24-7, så send dine spørgsmål om højskoleophold her, og så vender vi tilbage til dig snarest.