Friluftsliv

På Friluftsliv bevæger vi os ind i naturen og bliver en del af helheden. Vi skal opleve årstiderne og farverne når vi bevæger os i landskabet og overnatter i det fri. Vi skal lave ild og tilberede mad fra naturen, og når vi endelig skal sove, er det i bivuak eller under åben himmel. Og så skal vi klatre i trækronerne, ro kajak, hugge i stammer og snitte i pinde, læse kort og bruge kompas, få røg i håret og jord under neglene samt meget, meget mere.

Friluftsliv er ganske enkelt en anderledes tilgang til oplevelser og samvær, der uden filter, inddrager og forpligter os i et større perspektiv. Vores undervisning tager udgangspunkt i nærområdet og byder desuden på små og større ture i ind- og udland.

Forårs-semestret

Forårs-semestret er opdelt i temaer der knytter sig til sæsonerne vinter og forår. I vinteren arbejder vi med basisfriluftsliv, orientering og turliv, og det kulminerer med en vinterfjeldstur til de norske fjelde. I fem dage er vi på vinterfjeldstur, hvor vejr og sigtbarhed dikterer vores muligheder. Vi kommer til at prøve kræfter med fjeldski og overnatning i det norske vinterlandskab. Vi bruger tid på at lære om skred og sikkerhed, og i løbet af turen tager vi normalt også en top-tur.

Foråret fortsætter med friluftsfærdigheder rettet mod de varme måneder. Vi begynder sejlads i havkajak og klatring på hhv. væg og i træer. I foråret ligger desuden en friluftstur, som går til Thy Nationalpark. Her skal vi opleve noget af den vildeste natur, som Danmark har at byde på.

Efterårs-semestret

Efterårs-semestret giver os gode muligheder for at blive dygtige i havkajakken da vandet er varmt langt ind i sæsonen. Parallelt med sejladsen arbejder vi med basisfriluftsliv samt tur-liv, og når vi er afsted drager vi nytte af naturens spisekammer, der boomer af svampe og urter.

Vi arbejder også med håndværk og mere ekstreme teknikker under temaet Bushcraft. I efteråret er vi på højfjeldstur til Norge, hvor vi skal prøve kræfter med vandring og navigation i fjeldterræn, og i det hele taget bare prøve kræfter med den storslåede norske natur.

Linje-ansvarlig:
Søren Emil Rasmussen

Mail:
[email protected]

Mangler du svar på noget?

Vi er her næsten 24-7, så send dine spørgsmål om højskoleophold her, og så vender vi tilbage til dig snarest.