Syning og tilskæring
– sy tøj, der passer til dig og din stil
Ønsker du at skabe dit eget tøj, der afspejler din unikke stil? Oplev en uge, hvor stof, nål og tråd kommer i bevægelse…
På dette sykursus får du mulighed for at dykke ned i en verden af design og syning. Du lærer de grundlæggende syteknikker og finesser, du behøver for at komme godt i gang med at sy tøj, der passer til dig.
Du får personlig vejledning i tilretning af snitmønstre, så dit tøj bliver skræddersyet til dig og dine behov. Jeg har også flere færdige snitmønstre, som du har mulighed for at sy efter.
Du får kendskab til forskellige stoftyper og deres egenskaber – og lærer, hvordan du vælger det bedste stof til en given model.
Uanset om du er nybegynder eller har erfaring med syning, vil du opleve glæden ved at sy og tilpasse dit tøj i en støttende og inspirerende atmosfære.
Fokus på bæredygtighed!
Du kan lære at forvandle genbrugsfund til unikke modeller, der passer perfekt til dig – eller sy nyt tøj af brugte tekstiler, duge og tørklæder.
Dermed er du med til at skabe en mere bæredygtig garderobe. Du får også forslag til zero-waste mønstre og modeller. Du kan blandt andet:
- lære om forskellige typer symaskiner, syredskaber og materialer, der bruges i syning
- opnå forståelse for snitmønstre og mønsterkonstruktion
- få viden om, hvordan man læser og tilpasser et snitmønster til sin egen kropstype og stil
- lære forskellige typer sting og sømme
- lære grundlæggende syteknikker, herunder isyning af lynlås samt syning af forskellige lommer og kraver, mm
- opnå forståelse for trådretningsprincipper og lære at optimere dit klippelayout, så stoffet udnyttes bedst muligt
- arbejde med håndsyning og andre finesser
Syværksted
På kurset er der indrettet syværksted, hvor vi kan arbejde og hygge os hele ugen.
Det skal du selv medbringe: symaskine, saks til stof og papir, spidssaks, alm.sygrej, opsprætter, knappenåle, målebånd, kridt, mønsterpair og naturligvis stof eller genbrugsmateriale, som du vil bruge til dit projekt.
Der er mulighed for at låne højskolens dele symaskiner, sakse, alm. sygrej m.m.
Underviser i syning er Lissy Solveig
Solveig er en passioneret og erfaren formidler inden for syning, tilskæring og mønsterkonstruktion. Med stor faglighed og smittende engagement skaber hun et trygt og inspirerende “sy-rum”, hvor der er plads til både fordybelse, fejl og kreative eksperimenter.
